Forestillingen
Showet: orkestret, de fire par og folkloreindslaget
Hvad ensemblet faktisk gør i løbet af de cirka halvfems minutter fra kvintettens åbningsnummer til det afsluttende buk.
Se billetter til El Viejo Almacén på GetYourGuide ↗Hvem der er på scenen
| En del af ensemblet | Hvad de gør |
|---|---|
| Orkestral kvintet | Bandoneoner, violin, klaver og bas åbner og bærer forestillingen |
| Sangere | En mandlig og en kvindelig vokalist bærer de sungne numre |
| Fire tangopar | Danser gennem husets klassiske repertoire |
| Folkedansgruppe | Pause fra tangoen med et sæt regionale danse |
Husets faste kvintet
El Viejo Almacén holder en fast orkestral kvintet frem for et skiftende band — typisk bandoneoner, violin, klaver og kontrabas — som åbner forestillingen og bærer den gennem både de sungne og instrumentale numre. Det er den samme kombination af instrumenter, som formede tangoens orkestrering fra 1920'erne og frem, og det at have en fast gruppe frem for hyrede studiemusikere til hver forestilling er en del af det, der giver huset dets særlige, rodfæstede lyd aften efter aften.
Sangerne
En mandlig og en kvindelig vokalist deler det sungne repertoire gennem aftenen og bevæger sig gennem materiale, der spænder fra tangoens tidlige årtier i det tyvende århundrede til den skarpere, mere moderne stil, der forbindes med Astor Piazzolla. Programmet er bygget op til at bevæge sig mellem epoker frem for at hvile i én periode, så de sange, en førstegangsgæst hører i første halvdel af forestillingen, kan lyde ganske anderledes i stemning og arrangement end dem, der afslutter den.
Fire par, én repertoire
Fire tangopar danser på skift frem for alle sammen i det meste af forestillingen, og hvert par tager et særskilt nummer, før hele kompagniet samles igen til finalen. At se fire forskellige partnerskaber arbejde sig gennem den samme brede tradition er en del af pointen — de samme trin og den samme musik læses forskelligt på hvert par, og det giver aftenen en variation, som et enkelt førende par, der optræder hele natten, ikke ville kunne.
Folkloreafsnittet
Midtvejs i aftenen træder programmet bevidst uden for tangoen med et folkedanssafsnit, en hilsen til Argentinas bredere populærmusikalske tradition snarere end en tilfældig afstikker fra hovedforestillingen. Det nulstiller salens energi — andre kostumer, andre rytmer — før anden halvdel af tangonumrene tager over igen, og det er en af de detaljer, der adskiller dette hus' program fra en ren tangoproduktion andre steder i byen.
En sal bygget til at se på tæt hold
El Viejo Almacéns sal er mindre end Buenos Aires' største tangoteatre, med en galleri ovenpå og de originale antikke jernrækværker, der kigger ned over scenen. Der er ingen siddeplads, der ender særligt langt fra de optrædende i en sal af denne størrelse, hvilket er en del af grunden til, at huset har bevaret sit ry for intimitet gennem mere end fem årtier med forestillinger hver aften, længe efter at nogle af dets samtidige udvidede til meget større spillesteder.
Hvad du kan forvente, hvis du har set en større forestilling
Besøgende, der kommer fra et stort tangospektakel andetsteds — for eksempel et specialbygget teater med snesevis af optrædende — bør her forvente noget, der i skala ligner en historisk supper club mere end en arena-produktion: færre optrædende, en mindre scene og en sal, hvor man kan høre bandoneonen gøre arbejdet, frem for et tungt forstærket lydanlæg, der bærer hele forestillingen.